Thursday, September 15, 2011

KLAKSVIKAFFÆRER - brot úr samrøðu við listamannin



Listaframsýningin Klaksvikaffærer letur upp fríggjadagin 16.sept. við fernisering kl.16 í Norðurlandahúsinum og kl.17.30 í Steinprenti. Katalogið er 160 síður við myndaessay hjá listamanninum Claus Carstensen, umframt tekstum, sum Kinna Poulsen (kurator), Claus Carstensen og William Heinesen hava skrivað. Ein av tekstunum er ein samrøða millum kurator og listamannin, sum er á donskum. Vit seta eitt brot inn her: K:Kinna og C: Claus.

K: I nærværende udstillingskatalog er der gengivet billeder af færøske billedkunstnere, bl.a. af Steffan Danielsen, der døde i 1976, men også af nulevende færøske kunstnere som Tóroddur Poulsen og Fríða Matras Brekku. Kan du fortælle lidt om grunden til disse dispositioner og hvorfor du feks. ikke har nogen af de færøske malerhelte med som f.eks. Mikines.

C: Jeg nærer stor respekt for de kunstnere, jeg har valgt, men udvalget er først og fremmest baseret på at få etableret en sammenhæng i katalogforløbet. Rannvá Kunoy, som er en udmærket maler, passer f.eks. ikke ind i denne konkrete sammenhæng. I Fríða Brekkus akvarel ser man et får, der står med en plastikpose på bagen som en simpel form for prævention og så er akvarellen åbenbart blevet brugt til en udstillingsanoncering, idet der nederst på papiret står Opið er: (“Åben:”). Det er jo et lidt tragikomisk udsagn i forhold til motivet. Tóroddur Poulsens digte, som jeg holder meget af, kendte jeg i forvejen, da de jo var oversat til dansk. Hans billeder var jeg til gengæld længe om at trænge ind i, hvilket måske hænger sammen med den massive status, teksterne har i billederne – og de er for det meste på færøsk. Så halvdelen af billedet manglede ligesom, når jeg så på dem. Jeg må så til gengæld sige, at jeg tog dem så meget desto mere til mig, da jeg fik teksterne oversat. Birgitte 23 år og grindemanden 53 og de andre er et forrygende godt litografi. Og så er jeg en stor beundrer af Steffan Danielsen. Han er for mig at se alt for undervurderet i forhold til f.eks. Mikines, der – som jeg ser det – spiller en uforholdsmæssig stor rolle i færøsk kunst. Danielsen er selvfølgelig ikke heroisk og ‘nationbuilding’ som Mikines, men han er til gengæld meget mere moderne – modsat Mikines, hvis billeder er svære at forholde sig til i dag, hvis man netop ikke har en aktie i denne ‘nationbuilding’. Når man ser på de billeder Danielsen lavede i 60erne foregriber han på mange måder 00ernes fotobaserede maleri, blot med meget mere nerve og råhed. Han en skæv ener, der dyrker sit eget, helt særegne billedsprog. Og sidst, men ikke mindst er jeg draget af hans få portrætter – især det af moderen med de borende øjne – og af hans malerier af hegn, hvor jeg ser paralleller til mit eget arbejde med grænsebegrebet.

K: Hans Pauli Olsens lærer, Willy Ørskov forsøgte at nå ind til et formsprog uden associationsmuligheder, idet han hævdede, at skulpturens indhold er skulptur. Selv om problematikken for længst er forældet, mener jeg, at vi inden for færøsk kunst måske har manglet en Ørskovs eller en Peter Louis-Jensens radikalitet. Har du nogen sinde arbejdet med associationsfri kunst?

C: Indtil 1980, hvor jeg havde en – hvad skal vi kalde det – kreativ krise, havde jeg arbejdet ud fra en forestilling om en repræsentationsløs kunst sådan i ånden fra den politiske konceptkunst og især under indflydelse af radikale kunstnere som f.eks. Peter Louis-Jensen, som jeg holdt og stadig holder meget af. Men det gik langsomt op for mig, især qua min Freud- og Lacan-læsning, at hjernen arbejder ved hjælp af metaforer, dvs. evnen til at beskrive ét forhold ved hjælp af et andet – eller associationer som du kalder det. Jeg vil snarere kalde det for repræsentationer, da det jo er projektioner af ydre forhold vi taler om. Det er det forhold som Freud kalder Verdichtung und Verschiebung, som også er de to begreber – ‘fortætning’ og ‘forskydning’ – jeg bruger som en del af et stempel jeg får fremstillet i 1979. Grundlæggende tror jeg slet ikke der findes associationsfri eller repræsentationsfri kunst, da selv en minimalistisk kasse evokerer forestillingen om en sådan

(KP)